Vi kender det alle sammen; nogle gange er man tvunget til at skrive på billigt kopipapir eller andet papir, som ikke netop er fyldepennevenligt. Om problemet er arbejdsrelateret eller, om man bare gerne vil bruge den pæne notesbog, man fik af tante Oda til jul, er for så vidt underordnet. Heldigvis er der ganske god hjælp at hente. Det, vi går efter, er en tør blæk, der ikke trænger for dybt ned i papiret og som tørrer hurtigt. Desuden virker det bedst med en fin eller medium spids; en ekstra fin spids kommer let til at trække fibre med op fra papiret og en bred eller stub spids afgiver for meget blæk og får skriftbilledet til at flyde ud.
Vi anbefaler flg. blæktyper til dårligt papir:
LAMY – især blå og sort er ret tørre blæktyper, men alle LAMY farverne er fine til brug på dårligt papir.
Aurora – alle (3) farver tørrer hurtigt og har samtidig høj smøreevne.
Diamine Registrar’s Ink – en traditionel jern/galleblæk, der også er vandfast og dokumentægte. Det kan være noget forskelligt, hvordan den reagerer på de forskellige papirtyper; et meget tyndt og porøst stykke papir kan nogle gange suge så kraftigt, at DRI flyder ud, men på de fleste typer kopipapir er den fremragende.
Ovst. er naturligvis kun generelle retningslinjer, men er i hvert fald et godt bud 😉