En ode til det smukke blæk

Af Martin Sand Christensen

Hvad end du har af blæk til din fyldepen, så er det helt sikkert fint. Vi kan diskutere detaljerne af forskellige blæktypers egenskaber fra nu af til dommedag, men alt i alt er der meget lidt blæk, som ikke er helt hæderligt til langt de fleste formål. Altså med mindre man hiver sit monokel frem og går all-in på feinschmäckerierne. Valg af blæk handler primært om æstetik. Men hvad er der også galt i at vælge det smukke til?

Det jeg elsker

Der er noget særligt over en helt sort blæk. Den er måske ikke så interessant, men den er absolut på en eller anden nærmest gammeltestamentlig måde: der er enten streg på papiret, eller også er der ikke, og der er ingen plads til nogen former for gradbøjning. Kontrasten mellem det hvide papir og den sorte streg er så stor, som den overhovedet kan blive.

Der er også den anden klassiker: den dybe blå, som fra en gennemsnitlig (typisk lidt ret ringe) kuglepen blot er en streg med farve, men når der kommer lidt mere af den på siden, kommer den rigtigt til sin ret. Jeg er fx ret vild med min Lamy Crystal Azurite, en dyb, mættet blå med et violet skær, som stiller lidt høje krav til papiret for ikke at løbe ud og trænge igennem, men som har en nærmest er helt royal i sit udtryk.

Men ud over det traditionelle er der et væld af blæk, som har en masse at byde på alt efter smag. Selv er jeg helt pjattet med, når der er lidt mere i farverne. Man trækker en streg, men forskelle i, hvordan blækket lægger sig, gør, at der opstår spil i farven. Mange blæktyper viser en variation i nuancen, for nogle får blækket en særlig glans ligesom olie på vand, men begge dele giver stregen et liv og en dybde, som man ikke får fra andre skriveredskaber. For ikke så længe siden var jeg faktisk pænt konservativ hvad angår blækfarver, men jeg må tilstå, at der ikke gik langt fra, at jeg fik min første røde blæk i pennen, før end jeg blev ret så åben for en væsentligt større pallet. Kontrasten skal bare være rimelig.

Pennen og papiret som blækkets formidlere

Som hovedregel ser man ikke meget spil på papir, der suger blækket hurtigt til sig. Det er værd at kigge efter papir i en rimelig kvalitet. Her på Bog & Pen sælger de en masse udmærkede papirvarer, men jeg har i et tidligere blogindlæg også omtalt den ydmyge Bantex kollegieblok, som er både brugbar, billig og tilgængelig overalt. Hvis ens blæk skal komme til rette, skal man altså bruge noget fornuftigt men ikke nødvendigvis dyrt papir.

Pennen har også en stor indflydelse på, hvordan blækket tager sig ud. Helt elementært handler det om, at mængden af blæk på papiret afgør, hvordan blækkets udtryk bliver. En pen, der skriver så tyndt og tørt som min Faber-Castell Grip med ekstra fin spids, vil ikke efterlade så meget blæk så siden, og derfor bliver stregen lysere og stort set uden variation. Det samme blæk (Diamine Ancient Copper) fra en Lamy Safari med 1,1 mm stub-spids træder en del mørkere frem og med væsentligt større variation. Man skal generelt forvente at se tydelige variationer i blækkets udtryk fra ca. en medium spids eller større. Man kan se på papiret, at pennespidsen trækker en smule blæk med sig rundt, og fx efterlader lidt mere der, hvor den bliver løftet, eller hvor stregen krydser sit spor trækker lidt af det efterladte blæk med videre. Man kan også se, at blækket ikke tørrer jævnt, men tager længere tid der, hvor mere blæk har samlet sig. Alt dette kan med de rette blæktyper oversættes til de omtalt nuancevariationer.

Ikke kun æstetik

Det fortjener dog lige et par ord, at valg af blæk ikke udelukkende handler om æstetik. I hvert fald ikke altid. Blæk til fyldepenne er eksempelvis typisk mere sårbart over for fugt end blæk fra en kuglepen, hvilket man måske skal tage med i sine overvejelser, når man skriver adressen på en konvolut. Nogle typer blæk vil ret hurtigt flyde ud, hvis papiret bliver vådt, mens andre er enormt vandfaste. Skal blækket være mindst lige så uforgængeligt som papiret, kan man eksempelvis vælge en dokumentægte blæktype som Diamine Registrar’s Ink eller Platinum Carbon Ink. Man kan selvfølgeligt også være old school og indsamle sod fra sine olielamper eller gå på jagt i egeskoven efter blade med galler og lave sit eget blæk, som holder. Jeg køber mig dog til det.

Det kan også være en vigtig egenskab i blæk, at det er hurtigttørrende, især hvis man er venstrehåndet. End ikke den pæneste håndskrift kan råde bod på, at halvdelen af teksten er tværet ud af en håndkant, der har været forbi endnu våd blæk.

Hvad så nu?

Der er meget skønt blæk at få derude. Bruger du udelukkende patroner, bliver udvalget knapt så stort, med mindre du vælger at genopfylde dine brugte patroner med flaskeblæk ved hjælp af en sprøjte og kanyle (fra apoteket eller her fra sitet). Også på Bog & Pen forhandles fx et udvalg af Diamines blæk, som byder på stor variation, er billigt og af rigtig fin kvalitet. Men selv hvis man forkæler sig selv og køber de dyrere flasker, holder sådan én altså en mindre evighed, så det er ikke let at skrive sig fattig i kvalitetsblæk. Køb et par flasker og se, om du ikke bliver glad for at have lidt at variere med. Det er nemt at finde nogle gode farver, der er lidt gang i, uden at de stikker helt af i alle mulige papegøjefarver. (Men papegøjefarver er nu også meget fine, har jeg måttet sande.)

Selv er jeg rigtigt glad for at have et lidt varieret udvalg, og selv om jeg slet ikke kan overskue den tid, det vil tage mig at bruge det, jeg har nu, kan jeg ikke lade være med at ønske mig mere endnu. Det er skønt at have noget at skifte imellem, og jeg bliver altid glad, når pennen er ved at være skrevet tør, og jeg snart kan komme fylde en ny på. Blandt mine favoritter er fx førnævnte Lamy Crystal Azurite, som er gudesmuk i farven, men også ret krævende. Der er nogle forskellige fra Diamine: Ancient Copper som rammer en god balance mellem at være afdæmpet og have fin variation; Eau de Nil som kunne ligne en lidt bleg og kedelig blå, men som i en kraftigere streg får rigtigt meget liv; meget overraskende Sherwood Green som har fint spil og er lidt anderledes men dog konservativ nok til, at man kan bruge den uden nødvendigvis at stemme Å. Der er også den helt billige og klassiske Parker Quink Blue Black, en dyb blå der bare virker.

Men ved du, hvad min yndlingsblæk er?

Det er den næste.