Af: Martin Sand Christensen
Min kone og jeg fejrede kobberbryllup i starten af året, og det valgte vi at markere ved at tage på den bryllupsrejse, vi aldrig fik. Den var fantastisk. Men denne lille vignette handler kun om et enkelt besøg i en enkelt butik i New York, hvor vi havde et kort stop på vej til Jomfruøerne: Fountain Pen Hospital.
Man falder ikke ligefremt over den, og hvis man kommer den vej forbi, kan man nemt overse den ikke just prangende facade. Men vi vidste, hvad vi gik efter.
Har du nogensinde været i A. C. Perchs Thehandel i København? Eller Kronen i Aalborg? Du ved, sådan en butik hvor alt er tæt, og hvor alle dine sanser overvældes med indtryk af, at dette rum er et tempel til én ting, og denne ene ting fylder alt i rummet. Fountain Pen Hospital er en sådan butik for fyldepenne.
Da vi trådte ind ad døren, var det tydeligt, at denne butik ikke er indrettet til et klientel af tilfældigt forbipasserende, men til kunder, der har et formål med at være lige præcis dér. Butikken er proppet med hylder af blæk, reoler med papir og montre på montre på montre propfyldte med fyldepenne. En gammel, halvvrissen gut med kraftig Brooklyn-accent og noget skarpt i blikket bjæffede en kommando i ny og næ, mens han under en arbejdslampe nørklede med at sætte forskellige penne i stand. Han var uden tvivl biskoppen i denne katedral. En aldrende kvinde med et mildt gemyt, muligvis hans kone, tog pænt imod os. Hun havde været i Tyskland flere gange, fortalte hun os, og elskede Europa. Vi fik frie tøjler til at se os omkring og suge det hele til os. Det tog rigtigt lang tid at komme butikken rundt trods de begrænsede kvadratmeter.
Det var åbenbart blevet bemærket, da vores tour var ved at være færdig, for en ældre, sort herre med gråsprængt skæg og vest over skjorten trådte til for at tilbyde sin hjælp. Som stor fan af Lamys 1,1 mm stub-spids sagde jeg, at det var denne spidstype, jeg ledte efter. Jeg fik nogle eksempler i hånden, men de fungerede ligesom ikke rigtigt for mig. Så måtte vi jo bare prøve noget andet. Den næste tid var en hvirvelvind af fyldepenne. Tænk på den scene, hvor Harry Potter skulle have sin tryllestav. Det var præcis sådan, det føltes. Pen efter pen blev jeg stukket i hånden i jagten på den, der tændte gnister og blæste håret bagover. Jeg havde lidt dårlig samvittighed ved alle de penne, der blev fyldt blæk på, og som skulle renses bagefter. “Du kan jo lige så godt,” trøstede den gode herre mig dog: “Du er jo i slikbutikken.” Så vi prøvede fyldepenne.
Ulig Harry Potter havde jeg dog aldrig det øjeblik, hvor jeg fik den rette i hånden, hvor alt går i stå. Jeg var lidt forelsket i en Visconti Homo Sapiens. Materialet og udformningen er lækker, men jeg syntes, at $650 var lige meget nok for en pen, som jeg kun skrev næsten lige så godt med som min billige Safari. Det føltes meget forkert at gå tomhændet derfra, især med den tid, der var blevet brugt på os, men kærligheden fandt jeg bare ikke. Utroligt! Fruen måtte dog have en Retro 1951 Tornado Lincoln (skøn og virkeligt nydelig fyldepen, men ikke lige til mig) og en flaske blæk, og det var dog noget.
Efterfølgende gik to ting op for mig: jeg skulle have haft en velkendt pen og noget velkendt papir med, så jeg bedre kunne sammenligne de nye oplevelser med de gamle. Da jeg prøvede de andre stub-spidser, og blækket bare flød ud på en helt forkert måde, ville jeg godt have vidst, om det var noget med papiret eller mit tryk samt overbevist ekspedienten om, at normalt har jeg ingen problemer med at holde vinklen. Jeg ville gerne have kunnet skifte frem og tilbage, når jeg skulle bedømme, hvordan en ny pen lå i hånden. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer forbi New York igen, men skulle det ske, vil jeg ikke begå samme fejl igen.
Mine fodfejl til trods, har jeg dog nu været i slikbutikken – eller katedralen alt efter hvordan, man ser på det – og det var temmeligt fantastisk. Det er den slags sted, man gør pilgrimsrejser til. Hvis du, kære læser, nogensinde får chancen, bør du gøre det samme, og ikke begå samme fejl som mig.