Fyldepennespidser inddeles efter type og skriftstørrelse; der er mange specialtyper, men vi holder os her til de mest almindelige.

Type

“Normalspidsen” til dagligt skrivearbejde: På hvert af spidsens 2 ben sidder der en afrundet pude af en meget stærk metallegering (omtales ofte som iridium, et grundstof, som tidligere blev anvendt blev anvendt til pennespidser. Iridium hører til platin-gruppen af metaller, og det er ofte legeringer af metaller fra denne gruppe, der anvendes til pennespidser).
De 2 puder, der er af ens længe, er normalt ikke i direkte kontakt med papiret, men glider på et tyndt lag blæk.
Normalspidsen er fast, hvilket vil sige, at de 2 ben på spidsen ikke kan adskilles med mindre, man udøver et meget hårdt tryk på pennen – hvilket som regel vil være ensbetydende med at ødelægge spidsen.

Flexspidsen er konstrueret på samme måde som normalspidsen, men er fremstillet af en fleksibel stållegering (eller alternativt af guld), der gør at benene på spidsen ved et relativt let tryk glider fra hinanden. Dette giver mulighed for at variere skriftbredden. Graden af flex kan være meget forskellig: Let flex, semiflex, flex og “wet noodle” (våd pasta). Det kræver en vis øvelse og helst en eller anden form for skråskrift at udnytte flexpennen optimalt.

Stubspidsen er fald – uden pude – og normalt en ret bred spidst, der bl.a. anvendes til kalligrafiske overskrifter o.l.

Bredde

De mest almindelige spidsbredder er:
Fin (F)
Medium (M)
Bred (B)

Desværre er der ingen internationale standarder for pennebredder; hver producent har deres egen opfattelse af begreberne. Der er dog en generel tendens til, at vestligt producerede penne er bredere end østligt producerede penne – med ca. 1 trin, således at en japansk M svarer til en europæisk F.

Hvilken spidsbredde bør du vælge? Det kommer til en vis grad an på din skrivestil; jo større bogstaver, jo bredere pen. Naturligvis spiller anvendelse også ind – retning af opgaver/korrektur er naturligvis nemmest med en fin spids