Er du i tvivl om, du skal vælge patroner eller konverter til din fyldepen? Her er en lille liste over fordelene ved de 2 systemer. Vær opmærksom på, at du kan skifte mellem patron og konverter, som du lyster. Det ene udelukker altså ikke det andet 🙂

Fyldepennepatroner er hylstre, der er fyldt med blæk, når  de leveres. De er solide og forseglede og er derfor nemme at medbringe. Farveudvalget er ret begrænset. Til gengæld er patronerne hurtige at skifte uden at få blæk på fingrene. Der er flere typer patroner: Internationale standardpatroner, som bruges til mange typer penne. Producentspecifikke patroner, der kun passer til at bestemt mæke af fyldepenne. F.eks. LAMY eller Parker.

En fyldepennekonverter er et tomt hylster med et stempel, som kan suge blæk op fra en flaske. Det kræver lidt mere arbejde, men giver dig et meget stort udvalg af farver. For at se, hvordan det fungerer – tag et kig på vores starter manual. Hvis du fylder pennen hjemme eller har fast kontorplads, er det faktisk ret nemt. Især når du har prøvet det et par gange. Konverter og blækflaske kan til gengæld godt være en lidt bøvlet løsning, hvis du er på farten. En nem måde at fylde konverteren på er med vores fyld-selv-sæt. Det giver langt mindre rengøring af pennen.