Hans:
Jeg kom i skole midt i 60’erne – en brydningstid, også skrivemæssigt. Vi startede med store blokbogstaver og gik siden over til små. I 2. klasse begyndte vi på skråskrift – ikke nemt for en moderat dyspraktiker. Da vi nåede 4. klasse, havde autoriteterne fundet ud af, at skråskrift var umoderne og vi skulle nu lære formskrift. Resultatet var at mange af os endte op med en besynderlig og svært læselig håndskrift.
På et tidspunkt, 4. klasse tror jeg, fik vi tilbudt at købe fyldepenne på skolen; jeg ved ikke hvordan et privat firma havde sneget sig ind i det offentlige skolesystem, men sneget sig have de. De påstod, vi ville få en smuk håndskrift med deres (billige kinesiske) fyldepen – de løj 😉
Fyldepennen holdt dog helt til min gymnasietid, hvor den gik i mange stykker under en terminsprøve – magen til svineri skal man lede længe efter! Ved slutningen af gymnasiet købte mine forældre en Safari i Umbra til mig – den var lige kommet på markedet. Jeg har den endnu, og den skriver stadig…
Jeg udarbejder manualer professionelt og blogger lidt. Alle udkast bliver skrevet i hånden (med fyldepen); det giver mig bedre tid til at tænke over struktur og formuleringer og giver færre rettelser, når teksten bliver renskrevet. I sidste ende oplever jeg det faktisk som tidsbesparende, da både struktur og indhold er på plads, inden jeg sætter mig til tastaturet.
